ROTC test

Jeg tager jo nogle ROTC (militærtimer) her, hvor en af dem er en idrætstime tre morgener om ugen. I forbindelse med den time, skal vi regelmæssigt have PT tests, altså fysiske test, som kan vise hvor vores fysiske tilstand ligger på skalaen. Det havde vi så den første fredag i februar. Testen skulle foregå på Georgia Tech, som er et andet universitet som ligger i Atlanta. Grunden til, at det blev der er, at de har en Atletikbane, som er åben for andre end atleter, og så høre Georgia tech også under den samme brigade som Kennesaw, så vores tests foregår sammen.

Men som alt andet i militæret, så skal det helst foregå mens alle andre sover, så vi skulle møde på Georgia tech kl. 05.00 fredag morgen. Køreturen derned er ca. 30 minutter, så dem jeg kørte med mødtes kl. 04.15 på parkeringspladsen på Kennesaw. Testen bestod af tre discipliner. Armbøjninger, mavebøjninger og løb. Ved både armbøjninger og mavebøjninger får man to minutter til at lave så mange som muligt. Der må ikke slappes af undervejs, ,en ved ambøjningerne må man gerne holde pause oppe, og det samme ved mavebøjningerne. Minimumskravende for piger er 58 mavebøjninger og 19 armbøjninger samt 2 mils løb (3200m) på 18:45. Da vi blev færdige kørte vi hjem igen og jeg tog en lur før jeg skulle have pakket til en hyttetur med de andre GRSPs.

Ishockey

Sport på Kennesaw er jo stort, så jeg prøver, at tage til så mange forskellige sportgrene som muligt, for at se skolens hold spille.

Jeg har nu været itl ishockey, som er en af skolens mesterdiscipliner. Det skulle man ikke ligefrem tro det kunne være hernede sydpå, men der er det. Flere af spillerne er dog importeret fra Canada, så det forklarer nok holdets niveau. Skolen har deres egen ishockey arena, som faktisk også er åben om aftenen for folk, der bare vil stå på skøjter.

Nå, men jeg var til en kamp, som desværre endte med et knebent nederlag efter forlænget spilletid og straffeslag (eller hvad det lige hedder på ishockeysprog). Men stemningen i hallen var helt i top med mange tilskuere og en meget intens kamp. Nu er det bare ærgerligt, de ikke har flere hjemmekampe i den her sæson.

Billetter til Chicago og Mexico

Så har jeg en lille ny rejsenyhed. Jeg har jo stadig et mål om, at opleve så meget som muligt at landet mens jeg er her. Så nu er der to nye rejser på programmet. Turen går denne gang til Mexico og Chicago. I marts har vi spring break en uge, så der tager jeg til Cancun og Merida i Mexico. Ugen efter, tager jeg så en forlænget weekend til Chicago med Sofie og Christine.

I Mexico skal vi bo på et hostel/vandrehjem både i Cancun og Merida. Jeg er lidt spændt på, at finde ud af, hvordan vandrehjem fungere i Mexico. Ud over det, har vi kontaktet en Rotary club i Cancun, som vi håber på, at få mulighed for, at besøge mens vi er der.

Håndbold

Efter jeg startede med at spille håndbold, er der sket en del ting i den sammenhæng.

Vi havde en dag, hvor der var arrangeret rekruttering til club holdende på skolen. Det betød, at der blev stillet et bord op, til hver sport, som så selv skulle stille med nogle representanter, som kunne promovere holdet og sporten. Målet med dagen for os var, at gøre opmærksom på, at vi eksisterede, og så prøve, at finde nogle flere spillere. Det var en super kold og solklar dag, så det var flot, men at stå og spille håndbold udenfor i minusgrader med bare fingrer. Det er ikke rart, og det kalder jo bare på skader. Så vi fik hurtigt arrangeret en lille turnusordning, så to af os blev ude ved bordet, og de andre kunne gå ind på baskeball banen i recreation centeret. Der kom mange folk forbi, som var interesseret, så dagen resulterede i et par nye spillere. Bare ikke piger nok, til at starte et pigehold, så status på holdet er nu to piger. Mig og en veninde, som er fra Japan.

For et par uger siden havde vi så vores første træningskamp. Det var mod Georgia Handball, som holder til i Marietta lidt nord for Atlanta. Det er en klub, som blev startet for nogle år siden af en tidligere professionel serbisk håndboldspiller. Siden er der så kommet en hel del andre europæere til holdet og nogle få amerikanere. PT består deres hold af spillere fra Bosnien, Serbien, Tyskland, Island, Norge, Frankrig og USA. Så det er et meget internationalt håndboldhold. Klubben har også et pigehold, som godt nok mangler spillere. De er lige nu 6 spillere, hvoraf 3 indgår på det amerikanske kvindelandshold. Men håndbold er jo ikke noget stort fænomen i USA, så jeg vil beskrive niveauet, som et sted mellem jyllandserie og serie 1 i Danmark.

Søndag morgen kl. 11 skulle vi spille. Centret åbnede godt nok ikke før kl. 11, så klokken var nok nærmere 11.30 før vi kom i gang. Der var en lidt handicappet håndboldbane i centret. Dvs. der var et målfelt og sidelinjer, men det var også det. Dog en del bedre end den basketball bane vi træner på til hverdag. Vi var på forhånd dømt til at tabe kampen, så der blev ikke fokuseret så meget på at vinde og score mål fra nogle af holdenes sider, men mere på, at få alle i spil. Georgia handball brugte også deres kvindespillere, som alligevel var en del bedre end resten af Kennesaws hold.

Allerede før kampen startede kom deres træner Damir hen og spurgte, om jeg ville have lyst, til at spille/træne med deres hold fremtiden. Så de sidste ti minutter af kampen skiftede jeg hold, og spillede med deres piger mod Kennesaw – med en damebold! Det var super fedt, endelig, at spille sammen med nogen, som ved hvad spillet handler om, og hvordan man bevæger sig på banen. Dog fik jeg et blåt øje under kampen, som jeg måtte leve med et par uger efter.

Min håndboldkarriere i USA har dog fået en meget brat ende. Søndagen efter vores træningskamp var jeg så i Marietta or at træne med Georgia handball. Det resulterede i en knæskade, som jeg endnu ikke ved hvor slem er. Jeg kan bare konkludere, at jeg ikke skal spille mere håndbold det her år. En af grundene til det er, at jeg lige er blevet optaget som reserveofficer i Sønderborg med start til august. Men hvis jeg ender med en mere seriøs skade, kan jeg ikke komme ind, så jeg holder lav profil fra nu af, og håber på det heler hurtigt.

Weekend på Southern Polytech og i Atlanta

Januar var en travl måned, hvor der skete rigtig mange ting. De første par uger har jeg fået beskrevet, men ikke resten af måneden.

En weekend i Januar havde Sofie, Christine, Martin og jeg aftalt, at mødes på Southern Polytechnic, som er Sofies College. Martin og jeg kørte derned om eftermiddagen. På vejen købte vi ind til aftensmad, som vi havde aftalt, at lave sammen alle fire. Vi fandt frem til Sofies Sorority hus selvom Sofie ikke lige selv var der. Christine var allerede kommet, men ingen af os, kunne lige få fat i Sofie. Det vidste sig, at hun havde været til lægen, og derfor ikke kunne bruge sin mobil. Vi gik i gang i køkkenet med at lave risalamande og aftenmad. Det var super hyggeligt endelig, at lave lidt mad i et køkken igen. Det er godt nok en af de ting jeg savner!

To af Sofies venner kom og spiste med, så de prøvede risalamande for første gang, og de kunne li det. Men hvem kan ikke det.

Resten af aftenen gik med hyggesnak og film. Selvom det var en lidt underligt oplevelse, at være i et sorority hus, hvor der bor omkring 25 piger, som alle deler køllen og stue. Det betyder, at det kan være svært at holde orden i køkkenet, og det er ikke alle der gider være stille og se film på samme tid! Martin kørte hjem hen på aftenen, men Christine og jeg blev der og sov. Vi havde nemlig aftalt med Bill Callaway, præsidenten for en af mine Rotary klubber, og hans kone Carol, at vi skulle en tur til Atlanta, og se lidt mere af byen.

De kom og hentede os næste morgen og vi kørte til Atlanta. Først stoppede vi ved Martin Luther King´s memorial site. Der var et lille museum med en udstilling om ham, hans liv, tiden han voksede op i og hans død. Bl.a. var vognen, hans kiste blev kørt i optog med udstillet. Uden for museet var hans gravsted – kisten med både ham, og hans kone i. Vi gik også en tur ind i den lille kirke, hvor han prædikede, og hans far før ham. Til sidst gik vi op, og så det hus, han var født i.

Efter det kørte vi ned til Atlanta Belt line, som er et forholdsvist nyt stisystem der er blevet lavet til at gå ture eller cykle på. Der gik vi en lille tur frem og tilbage. Det var en flot dag, så der var mange mennesker, og eftersom folk ikke helt er enige om, hvilken side, der er til cykler og hvilken, der er til fodgængere, så vil jeg ikke foreslå nogen at cykle der.

Vi afsluttede dagen med en tur rundt på Oakland Cementary, som er den største og ældste kirkegård i Atlanta. Den var egentlig ikke særlig flot, men mest bare faldefærdig. Og på rigtig amerikaner stil, så kørte vi turen rundt på kirkegården i stedet for at gå. Dovenskaben længe leve.

Lige over for kirkegården ligger der en restaurant, som hedder ”6 feet under” - meget sigende, når den nu ofte forbindes med kirkegården overfor. Maden var super go, og det var et hyggeligt sted, så alt i alt en meget vellykket dag.