SKYDIVING

Nu til det allerbedste. Søndag d. 23. skydivede jeg for første gang i mit liv. En mand fra en af mine sponsor klubber havde inviteret mig allerede ved et af de førte Rotarymøder jeg var til, og den 23. september skete det så. Jeg blev samlet op kl. 12 middage af min host father, som kørte mig ind til Vinings, hvor jeg havde aftalt at mødes med Tony, som rotarianeren der inviterede mig hedder. Vi kørte så nordvest på sammen med en af Tonys venner. På vejen samlede vi hans barnebarn op, som også skulle med. Det skal lige nævnes, at Tony er 80 år, og prøvede at skydive for første gang på sin 80 års fødselsdag. Imponerende hvad de kan de gamle!

Køreturen tog ca. 1 time før vi kom frem til ”Skydive the farm”, som stedet hedder. Det lå et godt stykke uden for alt og var omgivet at skov og nogle få marker. På ”farmen” var det så nogle store åbne græsplæner – perfekte til landing med faldskærm.

Vejret var super godt. Det var strålende solskin og blå himmel og ikke for varmt. På stedet var der en hel lille miniby af campingvogne og en lille kiosk. Det var alt sammen noget som folk, der arbejder på stedet benytter sig af, altså dem der er ansatte til at pakke faldskærme og springe med folk. Der var også en hel hær af hunde, så det er nok obligatorisk at have en hund hvis man er skydiver.

Det første vi blev sat til, var at udfylde en masse papirer hvori vi påtog os alt ansvar for eventuelle skader (eller dødsfald) samt en masse personlige oplysninger som navn og adresse. Vi fandt derefter nogle passende ”jumpsuites”, som ikke er obligatoriske, men som kan være meget praktiske både fordi det er ret kold i 14.500 fod og fordi man så sikre sig, at der ikke er en masse løst tøj der flyver rundt. Vi blev ret hurtigt tildelt en tandemspringer/instruktør og en kameramand(som Tony også syntes jeg skulle have). Instruktøren hjalp os så med at få seler på og få det hele sat rigtig, så der ikke pudselig var et spænde, der ikke var det rigtige sted. Efter en kort ventepause og lidt interview med kameramanden til videoen, som jeg fik udleveret efterfølgende, blev vi dirigeret ud i en bus, der skulle tage os over til flyvepladsen.

Køreturen tog 5-10 minutter og alle 19 kunne så stige ud af bussen og begynde at kravle ind i den lille flyver, som trods sin størrelse sagtens kunne rumme 20 mennesker plus udstyr. Indvendigt var flyet udstyret med to bænke på langs, som alle så kunne sidde overskrævs på og kigge den samme vej – bagud mod udgangen. I flyet blev der genegået lidt mere procedure og selerne blev spændt en ekstra gang og forskelige forsøg på at skræmme springerne blev forsøgt. Underligt nok følte jeg på intet tidspunkt nogen som helst form for angst eller ekstra meget spænding, hvilket vel må siges at være lidt en skuffelse (jeg må finde noget mere nervepirrende næste gang).

Da vi nåede de 14.500 fod begyndte folk at blive sendt ud. Kameramanden kravlede først ud på siden af flyveren, så han kunne filme vores udspring, som startede med et backflip. Det var den vildeste oplevelse, at falde de ca. 30 sekunder gennem luften ført min instruktør udløste faldskærmen. Mit første indtryk var hvor smuk udsigten var, og derefter, hvor svært det var at trække været med 140 mph! Jeg fandt dog efterhånden ud af, at man slet ikke behøver trække vejret ret mange gange i løbet af 30 sekunder, så det ordnede sig. Undervejs i faldet nåede jeg både at lave highfive med kameramanden og snurre rundt med hinanden i hænderne, men turen sluttede alt for hurtigt og pludselig blev susende fart, larm og vejtrækningsbesvær afløst af total stilhed og en et gyngen frem og tilbage i faldskærmen. Sammenlignet med den fart man falder gennem luften med, så føltes det nu som om vi slet ikke bevægede os nedad, men det gjorde vi altså, så efter 4-5 minutter landede vi på de store græsplæner ved ”Skydive the farm” og kunne løsne selerne og så ellers gå tilbage mod hangaren.

Det første jeg tænkte på efter landingen var, hvornår jeg kunne prøve igen. Det er en af de fedeste oplevelser jeg har haft, og helt sikkert noget jeg vil gå efter at dyrke i en klub et eller andet sted i Danmark når jeg kommer hjem. Men $240 er ikke lige noget jeg kan smide ud hver weekend, så jeg er glad for Tonys sponsorering af mit spring, og så må jeg jo bare håbe på at få tilbudt flere fede oplevelser mens jeg er her.

Her kommer en række billeder fra springet.

Diskriminering!!

Jeg skrev tidligere, at jeg ikke rigtig havde oplevet den racisme, jeg var blevet forbered på hjemmefra, men efterhånden, som jeg har været her længere, kan jeg se, at der er en opdeling mellem sorte og hvide. Et eksempel kan findes på min skole, hvor der er en del sororities. Det er grupper af piger, som laver forskellige aktiviteter sammen. Det er ikke let at blive optaget i en af grupperne, og medlemmerne betaler mellem $200 og $500 per semester. På min skole er der kun, enten black sororities eller white sororities, så selvom det ikke står skrevet noget sted, så er det en naturlig opdeling som for mig er underlig at opleve.

Fester er et andet eksempel. Der bliver holdt utroligt mange black peoples parties, hvor det nærmest kun er sorte mennesker til stede. Det er ikke fordi hvide ikke må komme, men de gør det bare ikke.

Sidste uge kom vi forbi sådan en fest og for første gang i mit liv blev jeg diskrimineret for at være hvid! ”snow bonny” blev der sagt til os da vi var i nærheden. Underligt og ret sørgeligt at opleve.

Bilkørsel

Jeg har også kørt bil herovre for første gang. Det er helt fint lige at holde gang i køreegenskaberne, selvom det er en del anderledes end i Danmark. De har kun biler med automatgear og (næsten) kun mange-sporede veje. Ud over det må man altid svinge til højre, uanset om der er rødt, så det er tre ting, man lige skal vende sig til.

Nå men grunden til, at jeg endte med at køre var, at jeg var på en bar med nogle venner og godt kunne se, at det kunne ende med, at der ikke var nogen som reelt var i stand til at køre bil lovligt. Så jeg tilbød for alles sikkerhed, at jeg nok skulle holde igen med de våde varer og køre hjem.

Moralen her ovre omkring drink and driving er generelt meget dårlig. Der er alt for mange folk, som kører bil efter de har drukket, og det er underligt nok ikke noget, der rigtig kan hidse folk op. Alle ved det er forkert, men det er accepteret!

Jeg hørte på et tidpunk, at hvis du er på vejen efter kl. 12 om natten, så er 1/3 billister påvirket af alkohol. Det er en ret uhyggelig statistik!

Dayglow

Fredag d. 14. september blev der fyret op for et berømt ”Paint Party” på skolens stadion. Princippet i et paint party er ikke nyt og der bliver holdt adskillige af slagsen rundt omkring i verden. Det går ud på, at der som ved en koncert er en stor scene, hvor en DJ styre musikken, som mest er elektronisk. Ud over det, er der et show på en scene, som er fyldt med tårne og trampoliner. Malingen kommer ind i billedet på den måde, at der rundt omkring i området foran scenen er små platforme, hvorfra der bliver kastet maling ud på publikum. Der bliver også delt flasker med maling rundt, som så igen bliver fordelt ud over folk. Det er ikke helt almindelig maling, men den slags, der er selvlysende i neonlys, så efterhånden som festen skrider frem, bliver publikum mere og mere festlige og farverige at se på. Til et paint party er der dress code som hedder hvidt. Alle skal helst være klædt i hvidt, så malingen bliver så tydelig om mulig.

Billetsalg til Dayglow

Nå, men fredag d. 14. september som der altså et paint party kaldet ”dayglow” til byen. Det skulle foregå på skolens fodboldstadion og rygtet sagde at det blev vildt. Så Renske og jeg fik fortalt resten af gruppen af GRSPer (ca.55) at hvis de havde lyst og mulighed for at komme til dayglow, så kunne vi prøve at få nogle billige billetter(de var nemlig billigere at købe på skolens stadion end på nettet – en forskel på $20). Ud over det fik vi sagt af vi nok også kunne finde et sted de kunne sove. Det endte med at der var ca. 20 personer, som ville med. Vi tog så af sted til stadion om tirsdagen for at købe billetter, men der fandt vi ud af, at man kun kan købe én billet per student ID man har med!! Så pludselig så 20 billetter meget umuligt ud. Men vi gav ikke op, så vi startede med at kontakte alle de folk, vi efterhånden kendte på skolen, og vi fik i første omgang skrabet 11 IDs sammen, som vi tog med til billetlugen. Dagen efter fandt vi resten, så med tre ture til stadion lykkedes det at samle 20 billetter til en pris af $21 stykket sammen.

Ud over billetterne skulle der jo også noget tøj til. Renske og jeg var i Wall Mart (kæmpe supermarked, som har alt) og se på tøj til lejligheden. Risikoen for, at det aldrig ville blive brugt igen var stor, så vi gik efter det billigs mulige. Det blev til en t-shirt og et par shorts til i alt $6. Ikke noget flot sæt, men brugbart til lejligheden.

I shutte-bussen på vej til stadion

Om fredagen begyndte folk så at komme hen på eftermiddagen, men hvad de ikke helt havde forstået var, at Kennesaw State University ikke er et lille sted, hvor man bare bliver sat af et eller andet sted på campus og så lige kan gå 5 minutter til den anden ende. Det tager ca. 20 minutter at å fra den ene ende til den anden, så hele den eftermiddag og aften brugte jeg på at rende rundt på campus for at finde folk, som ringede at de nu var her og her, og hvor de så skulle gå hen! Men endelig kl. ca. 20 om aftenen var alle ankommet og vi fik gjort klar til at tage af sted med skolens shuttle bus til stadion.

I lejligheden før afgang

Morgen i lejligheden, men overnattende nok til at camouflere gulvtæppet

Det var en fed oplevelse, men super mange mennesker som alle lignede noget der havde været flere ture hen over en malerpallet. Kl. 23 sluttede festen og vi mødtes alle udenfor stadion før vi gik tilbage til campus. Det var en ret lang og lidt kold gåtur på ca. 3 km, så da vi kom tilbage var alle glade for min ”unlimitted meal plan” som kunne skaffe lidt mad fra skolens ”The Hoot”, som er et fastfood sted, der er åbent om natten. Festen fortsatte i Renskes lejlighed efter de fleste havde snuppet et bad og fået vasket malingen af. Det var heldigvis ikke svært at få af, og lejligheden undgik at blive plettet til med maling. Efterhånden som folk blev trætte, fik vi ryddet gulvet i min lejlighed

 og gjort plads til at folk kunne sprede deres luftmadrasser og soveposer ud over det hele.

Waffle House om morgenen

Næste morgen da alle var kommet op, og vi havde fået gjort begge lejligheder lidt rene og ryddet op gik vi alle sammen hen til det nærmeste ”Waffle House”, som er endnu en kæde-restaurant. De serverer som navnet antyder vafler, men også forskellige slags æg, bacon og andet morgenmadslignende noget.

Da kl. blev 3 havde folk efterhånden fundet en måde at komme hjem på igen. Det er ikke let, når alle kommer langvejsfra og ingen har biler. Den offentlige trafik er ikke eksisterende, så busser og tog er nærmest aldrig en mulighed.

Men da alle var taget af sted var det endelig tid til at slappe af og få sovet ud.

Skolen

Lidt nyheder fra hverdagen skal i også have. Jeg har nu gået i skole i ca. en måned og har investeret i alle de bøger jeg skal bruge. Fire styks til en pris af $300. Bøgerne er brugte og købt på nettet, da det føles lidt dumt at bruge alle de penge på noget, jeg ikke rigtig kommer til at få nytte af efter jul.

Jeg er også begyndt at have lidt prøver nu. I min geografiklasse har vi haft en test, som omhandlede Nordamerika. Personligt frygtede jeg det ville blive svært, men bestået med et B er ikke så dårligt igen. Næste gang bliver det så en anden verdensdel, og jeg kan føle mig lidt mere jævnbyrdig med mine amerikanske klassekammerater.

I antropologi har jeg også haft den første test. Det gik så knap så godt, men jeg håber at resultatet kan kaldes for bestået. I den her måned har jeg også min første skriftlige antropologi opgave. Den skal handle om ”Super PAC”, hvilket jeg ikke helt har fået sat mig ind i endnu, men jeg kan på forhånd sige, at det ikke bliver nogen let opgave at skrive, så hvis der sidder nogle frivillige, som mod betaling kunne tænke sig at modtage mit opgavespørgsmål, så meld endelig tilbage! (jeg opfordrer ikke andre studerende til at bruge denne metode med mindre de som jeg sidder og bare skal bestå uden at få credit for det) :)

Skolebøger: Geografi, Spansk, Antropologi, Italiensk.

Washington i November

Nu en helt anden nyhed. Jeg har nu booket min første rejse her i USA. Det bliver i ugen lige før Thanksgiving som er d. 22. november. Og hvor går turen så til – den går til WASHINGTON, DC. Renske og jeg har snakket en hel del om alle de steder vi gerne vil nå at se mens vi befinder os her. Og personligt har jeg lavet en hel liste! Men nu er den første beslutning altså taget og billetten bestilt. Vi har endnu ikke besluttet hvor vi skal bo eller hvad vi helt præcis skal bruge tiden på, så hvis der sidder nogen derude med gode forslag, så modtages de gerne! J

Flight information om turen til Wanshington.

Men Washington er ikke det eneste sted vi har planer on at tage til her før jul. I December er vi en del GRSPs som har fået idéen, at tage til Bahamas. Det er godt nok ikke i USA, men det er så tæt på, at det kan betegnes som en lille sviptur på et par timers flyvning. Den tur er dog ikke bestilt eller planlagt nærmere endnu, men mon ikke det ender med at blive til noget alligevel.

Six Flags

Søndag d. 9. september havde Renske og jeg aftalt med en pige fra Letland og en dreng fra Skotland at tage til ”Six Flags” som er en stor forlystelsespark her. Vi var begge to rigtig trætte efter weekendes GRSP event, men muligheden for at tage ti six flags fristede. Marc, som drengen fra Skoland hedder, er ikke studerende her, men var en GRSP for tre år siden han var så tilbage for at besøge området og havde derfor lejet en bil mens han var her.

Gruppe i Six Flags efter en tur i en vandrutsjebane!

Vi startede med en fælles frokost i skolens dining hall, hvorefter vi satte kursens mod Six Flags. Vi endte i en kæmpe kø næsten med det samme vi kom ud på motorvejen, så det endte med at tage to timer at komme dertil, selvom køreturen normalt kun ville tage omkring 45 minutter.

stemningsbillede fra køen på motorvejen.

Men vi kom frem og endte med at købe et sæsonkort. Før vi tog afsted havde vi hørt et rygte om, at man kunne få rabat, hvis man medbragte en dåsecola. Så vi havde på forhånd købt en kasse colaer, for at finde ud af, om det nu også kunne passe. Og minsandten om ikke det var sandt. $15 rabat! Selvom en cola kun koster omkring $1. Vi fik brugt omkring tre timer i de vildeste rutsjebaner og forlystelser og var efterhånden meget meget trætte. Da parken lukkede kørte vi tilbage til Kennesaw, hvor vi fik slappet lidt af før vi tog til en lille fest med en gruppe andre internationale students fra Kennesaw. Det er en fantastisk oplevelse at sidde sammen med 10 forskellige mennesker fra 10 forskellige lande uden overhovedet at lægge mærke til det! Men endnu en aften kom jeg alt for sent i seng og selvom den eneste time jeg havde næste dag startede kl 9.30, så var det ikke let at tage sig sammen.

Clayton County GRSP weekend

I weekenden d. 7.-9. September havde vi vores anden GRSP weekend. Den blev afhold i Clayton County, som er et område lige syd for Atlanta. Stedet var det gamle beachvolley stadion og VIP kompleks fra OL 1996. Selve weekenden er en weekend, som fire Rotary klubber er gået sammen om at sponsorere og arrangere.

Komplekset ligger ca. 45 minutters kørsel fra Kennesaw, så Renske og jeg blev samlet op af hendes trustee om eftermiddagen, og vi blev kørt derned. Der var ikke arrangeret så meget ud over ankomst om fredagen. Vi fik masser af tid til at snakke med hinanden og spise aftensmad, som bestod af burgers m. BBC kylling, coleslaw og beans. Efter maden fik vi tildelt nogle host families i området. Vi var 6 piger ved den samme host family. De kørte os så hjem til deres hus, hvor vi kunne læsse bagage af før vi skulle videre til et pool party, som de forskellige host families fra den klub var gået sammen om at arrangere. 

Weekendens hostfamilie sammen med de 5 andre GRSPs

Huset lå i et flot kvarter med store huse på store grunde. Os seks piger fik hele kælderen i huset, som bestod af et par værelser og et lille køkken med et kæmpe køleskab og en bar. Vi pakkede hurtigt det vi skulle bruge, og blev kørt hen til det hus, hvor poolen befandt sig. Der havde familien forberedt forskellige (ikke alkoholiske) drikkevarer og snacks. 

Gruppen af GRSPs til poolparty

De havde en pool i haven, som vi alle kunne benytte os af. Ca. 16 GRSPs fra gruppen på 55 var hos familier, som var med til pool partyet, så det var en hyggelig og overskuelig gruppe, der gav mulighed for at lære hinanden endnu bedre at kende. Festen sluttede omkring kl. 12, hvor vi igen kørte tilbage til host familien.

Poolen med os GRSPs i. Selvom det var sent var det stadig varmt.

Næste morgen ventede der os en overraskelse. Da vi ankom om aftenen dagen før havde det været så mørkt, at vi ikke rigtig kunne se hvor vi befandt os, men om morgenen kunne vi pludselig se ud af vinduet og ud over den smukkeste sø. I køkkenet havde de forberedt morgenmad som bestod af frugt og ”grits” som er en Southern specialitet Det er en slags korn, som man koger op ligesom havregrød. I sig selv har det ikke rigtig nogen smag men en grynet konsistens. Mange mennesker her spiser det med ost blandet i, for at give det lidt smag.

Morgenmaden hos hostfamilien.

Efter morgenmaden kørte vi tilbage til VIP komplekset ved beachvolleystadion og blev ellers sat i gang med dagens aktiviteter. Den første aktivitet var sandskulptur. Vi blev inddelt i grupper og fik til opgave at bygge en sandskulptur, som repræsenterede temaet ”Peace through understanding”. Den næste aktivitet vi havde, var bygning af biler. Bilerne blev lavet af grøntsager og efterfølgende skulle vi have det årlige vegetable race, hvor vi skulle køre om kap med bilerne. Med andre ord gjaldt det om, at bygge en bil, som kunne køre! 

Bilerne fra grøntsagsræset!

Den sidste aktivitet på dagen var bådebygning. Hver gruppe fik nogle store ark af pap og to ruller gaffa, og så skulle vi ellers fremstille en båd på 40 minutter, som en af gruppens deltagere skulle sejle om kap i. 

Kapsejladsen med papbådene.

Dagens aktiviteter blev afbrudt af tid til at spille beachvolley og bade i den kunstige sø, som blev fremstillet på stedet under de olympiske lege. Om eftermiddagen blev vi så igen hentet af host familien g kørt tilbage til deres hus, hvor vi kunne forberede os til aftenens middag. Vores host father lavede Margaritas til os, som vi nød mens vi fik klædt om og spillede pool. Det var faktisk så hyggeligt i host familiens kælder, at vi kom en hel time for sent tilbage til VIP komplekset! Det betød heldigvis ikke så meget, da de andre kun lige var begyndt at spise.

Familiens kælder med pool og bar.

Aftenen stod så på karaoke, musik og dans indtil alle efterhånden gik i seng. Uden for bygningen holdt der under hele aftenen en politibil. Det er meget typisk amerikansk at sende en politibil ud til sådan et sted, selvom det er langt væk fra alt by og lign. Han skulle simpelthen holde vagt og sørge for, at der ikke blev transporteret alkohol til stedet mens vi var der.

Næste morgen var der lidt morgenmad, som bestod af nogle meget langtidsholdbare kager og müslibarer. Det bedste ved morgenmaden var frappuccinos, som er en cocio-lignende drik med lidt mere kaffesmag. Efter morgenmaden var weekendens program overstået og da vi havde fået sagt farvel til folk kørte Renskes trustee os igen hjem til Kennesaw.