Den 18. til d. 21. april havde vi den
sidste GRSP weekend. Den fandt sted i Camden county, som er
”kommunen” lige nord for Florida ude ved kysten.
Som ved weekenden i Pelham mødtes vi
ved en bus lige syd for Atlanta, som kørte os de 6 timer ned til St
Marys. Da vi kom frem til havnen i St Marys blev vi alle overfaldet
af mitter og andre insekter, så den times ventetid, som det næsten
blev til var bestemt ikke rar. Men vi blev delt ud på hostfamilier –
jeg endte sammen med Christine fra Danmark, Meg fra Wales og Alice
fra Sverige. Først kørte vi hen til en anden rotarianers hus, hvor
flere af familierne var gået sammen om aftensmad til ca 1/3 af os
GRSPs. For første gang fik vi ikke serveret burgers og hotdogs som
ellers efterhånden var blevet standard mad når vi kom frem til
weekenderne, men i stedet stod menuen på grøntsager, salat og
grillet kød af forskellig slags. Efter maden kørte vi hjem til
familien, som boede et godt stykke væk fra byen. I familiens hus fik
vi hele kælderen for os selv. Der havde de sat forskellige snacks
ned og fyldt køleskabet med drikkevarer. Så vi brugte nogle timer
på hyggesnak, vin og snacks før vi gik i seng.
Næste morgen startede vi ud med et
rotarymøde kl. 7.30. Under mødet blev vi præsenteret og nogle af
os deltog i en lille hurtig konkurrence om hvem der kunne lave det
bedste andekald!
Efter mødet blev vi delt ind i grupper
som havde ønsket forskellige aktiviteter. Vi kunne vælge mellen
strand, shopping, lerdueskydning og golf. Ingen valgte shopping og
kun to valgte golf. Jeg var på skydeholdet sammen med ca. 20 andre.
Vi blev derefter alle sammen kørt ud til en ubådsbase lidt uden for
byen for at tage et billede foran en stor ubåd, der var udstillet
ved indgangen til basen. Det er en af de største ubådsbaser i USA
og af gode grunde kunne vi ikke komme ind på bases.
Efter fotograferingen blev vi kørt ud
til vores aktiviteter. Vi kørte ca. 45 min. ud til en shooting ranch
godt gemt væk ude i en skov. Der blev vi først introduceret til
sporten og derefter en efter en sat til at gøre et forsøg på at
ramme nogle lerduer. Det var gjort så let som muligt ved, at lerduen
kom flyvende bagfra, så vi bare skulle skyde fremad og ikke følge
den på tværs. Personligt ramte jeg 3 i alt, hvilket jeg selv er ret
godt tilfreds med.
Stedet havde også et
klubhus/jagthytte, som indeholdt adskillige trofæer fra bjørne,
krondyr- og rådyr-lignede dyr samt klapperslanger – alle skudt i
området.
Da klokken blev ca. 2 stoppede vi
skydningen og kørte tilbage til vores hostfamilier. Vi var alle
super trætte, så da vi kom tilbage tog vi alle en tre timer lang
lur. Om aftenen mødtes vi alle ved en privat pool med pool house,
hvor vi fik serveret pizza og eller bare kunne hænge ud og hygge os.
Men igen var der vildt mange mitter og myg, så der var rift om de
forskellige mygge- og insektsprays.
Efter pizza partyet skulle vi egentlig
bare hjem, men vi arrangerede sammen med nogle få af de andre GRSPs,
at blive kørt til deres hus og bare opholde os der et par timer.
Vores hostfamilier havde givet os penge til en taxa hjem, så vi
behøvede ikke bekymre os om at advare dem. Da kl. blev ca. 1 ringede
vi til en taxa, som dog havde nogle problemer med at finde stedet.
Det lykkedes og vi blev kørt hjem.
Næste dag var vi uheldig med vejret,
så hele planen for dagens forløbblev aflyst. Vi skulle have været
ude på en ø, Cumberland island, hvor vi skulle have set nogle
ruiner fra de første besættere på øen samt brugt tid på stranden
som især er kendt for dens vilde heste. I stedet for blev vi
overladt til os selv, så vi fik hurtigt snakket sammen alle sammen
og blev enige om, at mødes hos en rotarianer, som indvilligede i, at
lade os opholde os i hans stue. Der blev hele dagen så for de
flestes vedkomne brugt liggende ned på en luftmadras, hvor vi så
film og bare slappede af. Da kl. blev 4 blev folk hentet af deres
hostfamilier igen, så de kunne komme hjem og blive klar til aftenens
dinner. Vi tog med en anden hostfamilie hjem, da vores jo boede ret
langt væk.
Derfra blev vi kørt ud til et forladt
hus, som dog var eget af en rotarianer. Middagen bestod så af den
sædvanelige BBQ med burgers, hotdogs og coleslaw. Stedet var
utroligt smukt da de lå ned til vandet. Vi var en lille flok, som
sad ude på bådebroen i lang tid og bare nød udsigten og stilheden.
Aftenen bød også på musik og dans og til sidst blev der lavet et
bål, som vi alle sammen sad omkring indtil vi skulle hjem.
Næste morgen mødtes vi på kajen,
hvor vi ankom med bussen den første dag. Der blev der sagt farvel –
til nogen for meget længe, da vi ikke alle ville se hinanden igen.
Den samme bus, som havde kørt os
herned, kørte os så hjem til Atlanta igen.
Her kommer et lille udvalg af billeder fra weekenden:
![]() |
| Jagthytten/klubhuset med trofæer. |
![]() |
| Klapperslanger i jagthytten/klubhuset |
![]() |
| Vandet ved vores dinner party lørdag aften |
![]() |
| Bådebroen ved vores dinner party lørdag aften med en flok GRSPer |




Ingen kommentarer:
Send en kommentar