SKYDIVING

Nu til det allerbedste. Søndag d. 23. skydivede jeg for første gang i mit liv. En mand fra en af mine sponsor klubber havde inviteret mig allerede ved et af de førte Rotarymøder jeg var til, og den 23. september skete det så. Jeg blev samlet op kl. 12 middage af min host father, som kørte mig ind til Vinings, hvor jeg havde aftalt at mødes med Tony, som rotarianeren der inviterede mig hedder. Vi kørte så nordvest på sammen med en af Tonys venner. På vejen samlede vi hans barnebarn op, som også skulle med. Det skal lige nævnes, at Tony er 80 år, og prøvede at skydive for første gang på sin 80 års fødselsdag. Imponerende hvad de kan de gamle!

Køreturen tog ca. 1 time før vi kom frem til ”Skydive the farm”, som stedet hedder. Det lå et godt stykke uden for alt og var omgivet at skov og nogle få marker. På ”farmen” var det så nogle store åbne græsplæner – perfekte til landing med faldskærm.

Vejret var super godt. Det var strålende solskin og blå himmel og ikke for varmt. På stedet var der en hel lille miniby af campingvogne og en lille kiosk. Det var alt sammen noget som folk, der arbejder på stedet benytter sig af, altså dem der er ansatte til at pakke faldskærme og springe med folk. Der var også en hel hær af hunde, så det er nok obligatorisk at have en hund hvis man er skydiver.

Det første vi blev sat til, var at udfylde en masse papirer hvori vi påtog os alt ansvar for eventuelle skader (eller dødsfald) samt en masse personlige oplysninger som navn og adresse. Vi fandt derefter nogle passende ”jumpsuites”, som ikke er obligatoriske, men som kan være meget praktiske både fordi det er ret kold i 14.500 fod og fordi man så sikre sig, at der ikke er en masse løst tøj der flyver rundt. Vi blev ret hurtigt tildelt en tandemspringer/instruktør og en kameramand(som Tony også syntes jeg skulle have). Instruktøren hjalp os så med at få seler på og få det hele sat rigtig, så der ikke pudselig var et spænde, der ikke var det rigtige sted. Efter en kort ventepause og lidt interview med kameramanden til videoen, som jeg fik udleveret efterfølgende, blev vi dirigeret ud i en bus, der skulle tage os over til flyvepladsen.

Køreturen tog 5-10 minutter og alle 19 kunne så stige ud af bussen og begynde at kravle ind i den lille flyver, som trods sin størrelse sagtens kunne rumme 20 mennesker plus udstyr. Indvendigt var flyet udstyret med to bænke på langs, som alle så kunne sidde overskrævs på og kigge den samme vej – bagud mod udgangen. I flyet blev der genegået lidt mere procedure og selerne blev spændt en ekstra gang og forskelige forsøg på at skræmme springerne blev forsøgt. Underligt nok følte jeg på intet tidspunkt nogen som helst form for angst eller ekstra meget spænding, hvilket vel må siges at være lidt en skuffelse (jeg må finde noget mere nervepirrende næste gang).

Da vi nåede de 14.500 fod begyndte folk at blive sendt ud. Kameramanden kravlede først ud på siden af flyveren, så han kunne filme vores udspring, som startede med et backflip. Det var den vildeste oplevelse, at falde de ca. 30 sekunder gennem luften ført min instruktør udløste faldskærmen. Mit første indtryk var hvor smuk udsigten var, og derefter, hvor svært det var at trække været med 140 mph! Jeg fandt dog efterhånden ud af, at man slet ikke behøver trække vejret ret mange gange i løbet af 30 sekunder, så det ordnede sig. Undervejs i faldet nåede jeg både at lave highfive med kameramanden og snurre rundt med hinanden i hænderne, men turen sluttede alt for hurtigt og pludselig blev susende fart, larm og vejtrækningsbesvær afløst af total stilhed og en et gyngen frem og tilbage i faldskærmen. Sammenlignet med den fart man falder gennem luften med, så føltes det nu som om vi slet ikke bevægede os nedad, men det gjorde vi altså, så efter 4-5 minutter landede vi på de store græsplæner ved ”Skydive the farm” og kunne løsne selerne og så ellers gå tilbage mod hangaren.

Det første jeg tænkte på efter landingen var, hvornår jeg kunne prøve igen. Det er en af de fedeste oplevelser jeg har haft, og helt sikkert noget jeg vil gå efter at dyrke i en klub et eller andet sted i Danmark når jeg kommer hjem. Men $240 er ikke lige noget jeg kan smide ud hver weekend, så jeg er glad for Tonys sponsorering af mit spring, og så må jeg jo bare håbe på at få tilbudt flere fede oplevelser mens jeg er her.

Her kommer en række billeder fra springet.